Ny 5SY17 serie af automatsikringer

Udviklet til overstrømsbeskyttelse i styrestrømskredse

Den nye 5SY17-serie af automatsikringer er udviklet specielt til beskyttelse af belastninger forsynet via enten styrestrømstransformere eller switch-mode strømforsyninger. Fælles for den type forsyninger er ofte et lavt kortslutningsniveau, hvilket gør det svært for en traditionel automatsikring at koble ud hurtigt nok. 

Dette er især gældende i fx 24 V DC-kredse forsynet fra en switch-mode strømforsyning. Bruger man her én større strømforsyning, som fordeles i flere kredse, så vil man for hver kreds have en egen overstrømsbeskyttelse. For at opnå så høj driftssikkerhed som muligt er det vigtigt, at disse beskyttelseskomponenter kobler hurtigt nok ud i tilfælde af en fejl i installationen eller i belastningen. Gør de ikke det, så vil strømforsyningen lukke ned, og dermed mister man forsyningen til alle kredsene og ikke bare til den fejlramte.

 

5SY17-serien er perfekt til det brug og kan også bruges i 230 V AC-styrestrømkredse. Det er dog vigtigt at pointere, at den ikke er godkendt til almindelig installationsbeskyttelse, sådan som en standard automatsikring er.

 

Serien er udover IEC-godkendelse også godkendt iht. UL 1077, så den kan altså bruges som ”Supplementary Protection” i en UL 508A-tavle. Herunder er de vigtige data:

  • IEC/EN 60934- og UL 1077-godkendelse 

  • Op til 230 V AC og 60 V DC

  • 1-polet med indbygget hjælpekontakt i samme hus i kun 18 mm bredde

  • 0,5 A til 16 A mærkestrøm

  • Mulighed for montering af motordrev til automatisk genindkobling 

  • Simpel og hurtig montering med sløjfeskinner

  • To forskellige udkoblingskarakteristikker

Vedrørende udkoblingskarakteristikken, så findes der to forskellige – F1 og F2 –, og de er beregnet til forskellige typer belastninger. 

 

F1-karakteristikken er til belastning uden nævneværdig startstrøm, fx:

  • PLC-systemer

  • HMI-paneler

  • Trykknapper, lamper m.m.

F2-karakteristikken er derimod beregnet til belastninger, hvor der kan forventes en startstrøm, fx: 

  • DC-motorer

  • Motorventiler

  • Aktuatorer

Med 5SY17 kan du opnå en optimal beskyttelse af styrestrømkredsene i din styretavle på en simpel og pladsbesparende måde.