Digitaliseringen af sundhedsvæsenet er i gang. På Odense Universitetshospital har det affødt en utraditionel robot-løsning, der frigiver vigtige medarbejderes tid til mere værdiskabende opgaver.
På Odense Universitetshospital er det slut med manuelt at sortere og arkivere små glasplader med vævsprøver. Kilde Automation har med hjælp fra Siemens udviklet en robotløsning, der håndterer cirka 1.600 vævsprøver hver dag, og automatisk sørger for, at prøverne ikke længere tager plads i opbevaringen, når de må destrueres efter tre uger.
Hvis en vævsprøve skal bruges igen i løbet af de tre uger, er den nem og hurtig at finde frem ved at indtaste patientens Id-nummer. Det er er stor forskel fra tidligere, hvor al sortering og opbevaring blev håndteret manuelt, og hvor der derfor ofte stod fysiske bakker med glas med vævsprøver på alle borde i den pågældende afdeling. Derfor kunne det tage tid at finde en prøve igen, og da der ofte gik mere end tre uger, inden prøverne blev kørt til destruktion, fyldte arkivskabene også en del.
En følge af digitaliseringen
Som en del af digitaliseringsprocessen på hospitalet bliver vævsprøverne i dag skannet ind centralt og opbevaret digitalt i et stort datalager. Tidligere kiggede lægerne på prøverne i et mikroskop, men den proces er nu primært erstattet af digitale billeder. Som et led i den digitaliseringsproces forudså hospitalet, at den manuelle håndtering af vævsprøverne kunne blive en flaskehals, og derfor fik OUH udarbejdet en kravspecifikation, som førte til et udbud om en robotløsning til håndtering af vævsprøverne.
Det udbud vandt Kilde A/S Automation.
Først blev der tænkt i forskellige robotarme, som kunne kopiere den manuelle proces, men hen ad vejen opstod en idé om en enklere løsning.
Vi ser et meget stort potentiale både for den her specifikke løsning og inden for sundhedsvæsenet generelt.Lars Henrik Jensen, Account Manager i Siemens
Den enkle løsning vandt
”Vi havde mange smarte idéer oppe at vende og nåede frem til, at mange af dem var overkill. OUH havde i virkeligheden brug for et system, der kan køre glaspladerne frem og tilbage og placere dem i en simpel reol, og med en enkel betjeningsløsning, der gør det nemt for personalet på sygehuset at arkivere glas og hente dem frem igen, hvis de skal bruges inden for de tre uger. Derfor fandt vi på et servobaseret system, der kører frem og tilbage og kan ramme meget præcist i forhold til at lægge glaspladerne på hylderne,” siger Jørgen Albøge, Automation Manager hos Kilde Automation.
Løsningen indeholder 23.850 lagerpunkter til opbevaring af glasplader. En holder med glasplader sættes ind i maskinen, og hvert glas får skannet en QR-kode og bliver tildelt en opbevaringsplads. Informationerne om pladserne opbevares i en database, så personalet nemt kan kalde et glas frem, hvis det skal skannes igen, eller hvis en læge har behov for at få det udleveret og se det manuelt i et mikroskop.
Håndtering af glas i høj fart
Opbygningen tog kun et halvt år, men løsningen bød alligevel på både fysiske og tekniske udfordringer. De fysiske var af lavpraktisk karakter, for maskinens dimensioner skulle passe til de smalle gange og døre på hospitalet. De tekniske handlede om at håndtere glas i høj fart og placere det millimeterpræcist, uden det går i stykker.
”Vi var nødt til at lave et meget kompakt lager på grund af de fysiske dimensioner, så der er ikke særlig stor tolerance. Glasset må ikke ramme kanterne, når det bliver placeret i reolen, for så går det i stykker. Vi har løst det ved at robotten kører ned og slipper glasset i bunden, hvor det bliver lagt helt præcist i en opretterposition, inden det bliver ført op til hylden. Den skal køre meget præcist, så vi kan holde nøjagtigheden,” siger Jørgen Albøge.
Siemens og Kilde Automation er tætte samarbejdspartnere, så det var naturligt for Kilde Automation at henvende sig til Siemens allerede i den indledende fase.
”Vi ser et meget stort potentiale både for den her specifikke løsning og inden for sundhedsvæsenet generelt,” siger Lars Henrik Jensen, Account Manager i Siemens.
Derfor har vi også lagt os i selen for at hjælpe med at bygge en high-end løsning og sikre, at den bliver en succes,” siger Søren Jakobsen, Technical Business Developer i Siemens.
Potentiale for mere automation i sundhedsvæsenet
Allerede i de første måneder maskinen var i drift, var der besøg fra andre hospitaler, som også ser potentiale i at overlade lavpraktiske rutineopgaver til robot- og automationsløsninger. For OUH er langt fra det eneste hospital i verden, som oplever et stigende pres på ressourcerne.
”Befolkningen bliver ældre, hospitalerne skal håndtere flere og flere syge personer, og de skal leve op til meget strenge krav om dokumentation. Samtidig mangler de mennesker til at løse opgaverne og håndtere patienterne. Jeg tror på, at vi ved at automatisere endnu flere rutineopgaver kan frigøre ressourcer til mere værdiskabende arbejde,” siger Søren Jakobsen.
I første omgang gælder det om at identificere de led i værdikæden, der skaber flaskehalse, og herefter udvikle gode idéer til, hvordan de kan automatiseres. På den måde fandt OUH frem til, at en robotløsning kunne frigøre ressourcer på en afdeling, og på samme måde har Siemens og Kilde Automation være med til at øge produktiviteten i mange andre brancher.
”Jeg ser et kæmpe potentiale. Vi har været med til at automatisere inden for mange forskellige brancher og har mange eksempler på manuelle processer, hvor automation og robot-løsninger har betydet store fordele.” siger Søren Jakobsen.

Styr på vævsprøverne på Odense Universitetshospital
Automationsløsningen på Odense Universitetshospital har været i drift siden juni 2021. Den håndterer cirka 1.600 glasplader med vævsprøver hver dag, og den kan opbevare i alt 23.850 prøver. Hver prøves skannes, og dens placering bliver registreret, så personalet blot behøver at indtaste ID-nummer på patienten for at få maskinen til at finde prøven frem igen. Efter tre uger bliver glaspladerne med prøverne automatisk lagt i en spand til sikker destruktion. Vævsprøverne er meget tynde skiver af menneskeligt væv, ofte blot to til fire tusindedele af en millimeter, som kan bruges til at identificere og følge udviklingen af en række sygdomme. Prøverne skæres fra lidt større blokke, som for eksempel udtages ved en biopsi.
Den tekniske løsning
De vigtigste Siemens komponenter der er brugt i løsningen:
- SIMATIC S7-1513F Controller
- ET200SP I/O
- SINAMICS S210 Servo
- HMI TP1200
- SITOP Power Supply
- Switch SCALANCE XB008