Hvis du har decentrale frekvensomformere på dine transportsystemer, så er det oplagt at benytte de I/O og safety I/O, som automatisk følger med. Du kan downloade funktionsblokke, som kan gøre arbejdet nemt for dig.
Mange transportsystemer designes med SINAMICS G115D decentrale frekvensomformere for at undgå de udfordringer, der kan være ved en traditionel løsning – med lange, skærmede kabler og fyldte styretavler. De kan være monteret direkte på motorgearet eller på konstruktionen ved siden af.
Konfigurer I/O og PROFINET-telegrammer på SINAMICS G115D
G115D er bestykket med seks input, som du kan tilgå på klemmer inde i huset eller direkte på M12-stik. Der er mange muligheder for at bruge disse I/O:
- Input 0 og 1 kan bruges som to digitale inputs eller tilsluttes til en HTL-encoder.
- Input 2 og 3 kan bruges som to digitale inputs eller til STO safety, fx kan du montere et nødstop direkte på de to inputs.
- I/O 4 og 5 er bidirectional, så de fungerer som enten inputs eller outputs.
Alle disse muligheder kan du bruge både i drevet og i dit PLC-program, via PROFINET.
Når du modtager en ny G115D, så er kommunikationen sat op til telegram 1, som vi bruger til at starte motoren og styre hastigheden med, samt et frit telegram 999, som er sat op til at overføre alle disse I/O sammen med status på reparationsafbryderen og evt. andre taster op G115D. Det betyder, at du ikke skal konfigurere noget for at kunne bruge de digitale I/O.
Ønsker du at bruge HTL, så skal telegrammet ændres til telegram 3, eller telegram 999skal udvides med encoderes værdi.
Konfigurer safety på SINAMICS G115D
Når du ’enabler’ safety på din G115D, så kan du vælge følgende:
- Kun lokalt safety, så input 2 og 3 aktiverer STO fra en nødstopskreds eller et nødstop direkte.
- PROFIsafe, så input 2 og 3 ikke opsættes til safety, men STO-signalet styres fra en failsafe PLC. Det gør det muligt at opbygge SS1, så motoren rampes ned, eller ved at lade frekvensomformeren indgå i et komplekst safety-system.
- Kombineret, hvor både input 2 og 3 og en failsafe PLC via PROFINET kan aktivere STO, og hvor status på de to safety-inputs overføres via PROFIsafe og kan bruges i safety-programmet sammen med den øvrige safety.
For at benytte PROFIsafe I/O, skal du vælge telegram 900, som udover STO-signalet også indeholder status på safety-inputs.
Siemens har lavet et applikationseksempel for brug af decentrale I/O
Vi anbefaler at benytte funktionsblokken SINA_SPEED til at starte og styre hastigheden på G115D – på samme måde som på hele G120-serien. Når du ønsker at benytte de digitale I/O, så kan du derudover benytte applikationseksemplet ”Function block for the SINAMICS G115D additional telegram”, hvor du finder en veldokumenteret og testet funktionsblok, som er klar til at blive trukket ind i dit program og parametreret.
Siemens har lavet et applikationseksempel for brug af decentrale safety I/O
Vores safety-bibliotek indeholder allerede funktionsblokke til at håndtere telegram 900, som du kan benytte i dit safety-program. For at gøre det nemt for dig, har vi lavet applikationseksemplet ”SINAMICS G115D: Transferring F-DI via PROFIsafe” med udgangspunkt i G115D, hvor du kan se opsætning for både frekvensomformer og PLC i TIA-portalen, og hvor du kan lære, hvordan G115D kan indgå som en del af dit safety-system.