Vi skal være verdensmestre
Jeg sad i sidste måned ligesom millioner af andre danskere i sofaen og jublede, da de danske håndboldherrer med Mikkel Hansen uimodståeligt i spidsen fejede al modstand til side, knuste nordmændene i finalen og kunne løfte pokalen som fortjente verdensmestre i håndbold. Talent, samarbejde, træning, flid og hårdt arbejde havde bragt dem så vidt. Det viste mig - og alle andre - at selv om Danmark er et lille land, er det stort nok til at være bedre end alle de andre, når tingene går op i en højere enhed. Det skal vi lade os inspirere af på andre områder også.Jeg har en ambition. Det er, at den danske industrielle produktionssektor også skal være verdensmestre. Vi skal være verdensmestre i digitalisering.
Jeg har min gang i den danske industrielle sektor. Hver dag snakker jeg med mennesker i produktions- og fremstillingsindustrien om deres ønsker, udfordringer, tanker og ambitioner. Og det er tydeligt for mig, at vi i Danmark kan noget helt særligt. Vi har utroligt dygtige til at tage ny teknologi til os – både som privatmennesker og i arbejdssammenhænge. Vi er også hurtige til at se de mange fordele, der er ved at tage de nyeste teknologiske landvindinger ind og gøre dem til en naturlig del af vores daglige arbejde.
Og det er strengt nødvendigt. For det er dyrt at betale en dansk industri-medarbejder. Dyrere end i stort set et hvilket som helst andet land. Det høje danske omkostningsniveau i det hele taget betyder, at vi skal være ekstra effektive, dygtige, kvalitetsfokuserede og nyskabende for at have en chance i den stærke internationale konkurrence.
Vores bedste chance her er digitalisering. Digitalisering af den danske industriproduktion er det, der kan løfte os op over vores konkurrenter. Det er her, vi skal være verdensmestre.
Vi skal have digitaliseringen som en dybt integreret del af vores daglige arbejde. Vi skal indarbejde Internet of Things (IoT) alle steder. Det betyder, at vi skal opsamle data fra vores produktion i Danmark, vi skal have digitale tvillinger af vores produktion, der kan hjælpe os med at optimere og effektivisere, forudsige hændelser og vedligeholde. Vi skal bruge digitaliseringen til at integrere produktudvikling, forskning og udvikling, produktion, service, kvalitetsforbedring, logistik hele fødekæden skal omfattes af digitaliseringen for at opnå det bedste resultat. Danske virksomheder har vist, at de er bedre til det end måske nogen anden i verden og det skal vi bygge videre på.
Vi har også brug for de helt rigtige rammebetingelser fra politisk side. Den tekniske forskning skal prioriteres i top. Der skal løbende sikres stærke og innovative kandidater til vores ingeniøruddannelser, ligesom vi skal gøre det nemt og attraktivt for udenlandske specialister at komme til Danmark og bruge deres kompetencer. For bare at nævne tre nedslag.
Digitalisering ligger mig meget på sinde. Derfor har vi også i Siemens valgt at prioritere en stor og aktiv deltagelse ved sommerens IoT Week, hvor der er fokus på Internet of Things. Fem dages international topkonference i Aarhus, hvor de skarpeste digitaliseringsspillere fra hele verden mødes for at diskutere, erfaringsudveksle, inspirere hinanden og få nye, gode ideer. Fra den 17. til den 21. juni lægger Musikhuset Aarhus – og området omkring – faciliteter til over tusind engagerede IoT-spillere fra hele verden. Vi kommer til at tage de nyeste erfaringer fra det danske industrielle miljø med og beskrive case-studier fra nogle af de fremmeste brugere af digitalisering i industriel produktion.
Dem, der er frontløbere i den danske teknologiske udvikling. Dem, der skal gøre os til verdensmestre.
Artiklens forfatter:
Bjarne Lykke Sørensen, Managing Director, Siemens Nordic Digital Industries
Bjarne Lykke Sørensen deltager i en paneldebat på IoT Week 2019 med fokus på teknologier som the Digital Twin, Virtual Commissioning og Cloud-løsninger, som på sigt vil revolutionere en række forretningsmodeller inden for industrien. Læs mere om debatten og Siemens deltagelse på IoT Week her.
