Artikel udgivet d. 19. august 2019
Elektriske færger er en god investering

Siden 2015 har verdens største eldrevne bilfærge sejlet stille rundt i de norske fjorde. Nu rykker el-færgerne til Danmark.
Om få år kan danske bilister blandt andet sejle til Tyskland med 100 pct elektriske færger. For Scandlines' klare mission er at udvikle helt emissionsfrie færger. Miljøet skånes, og på den lange bane er elektriske færger også en god investering, viser rapport.
"Vi sejler syv knob i øjeblikket, for der er kun godt to meter vand under kølen her i sejlrenden," forklarer Jes Andersen, der er kaptajn på M/F Copenhagen.
Det er fredag formiddag, og hybridfærgen glider væk fra Gedser med kurs mod Rostock. Jes Andersen har været på broen siden klokken fire i morges. Det er en rolig dag på søen med en svag vestenvind.
"Færgen sejler både på batterier og traditionelle dieselgeneratorer. Den er som en forvokset Toyota Prius," siger kaptajnen. Han har sejlet med hybridfærgen, siden den sammen med søsterskibet M/F Berlin blev sat i drift i 2016. Med en længde på knap 170 meter er de verdens største hybridfærger.
Batterier forhindrer tomgang
I maskinrummet et par etager nede i færgens bug går maskinchef Henrik Lethin hurtigt og hjemmevant rundt ad de snørklede gange. Her lugter af olie, og da færgen er ved at være i havn i Rostock, er larmen fra skruerne øredøvende. Henrik Lethin har været i Scandlines siden 1990. Han har både styr på de konventionelle dieselgeneratorer og batterierne.
Der er køligt og tyst i batterirummet. "Batterierne vejer 30 ton og har en kapacitet på knap 2.000 kilowatt-timer. Med batteriernes hjælp undgår vi eksempelvis, at færgen ligger og brænder diesel af i tomgang, når vi er i havn," siger Henrik Lethin.
Dieselgeneratorernes output er konstant. Det er batteripakken, der giver færgen et ekstra skub, når farten øges. Ved lav fart lagres overskydende energi i batterierne.
Danmark sætter strøm til færgerne
- Scandlines: Om få år vil rederiet sejle 100 procent elektrisk på overfarten mellem Rødby og Puttgarden. Scandlines søger i øjeblikket EU-midler til projektet.
- Ellen: I starten af 2019 stævner verdens kraftigste el-færge ud fra Ærø. Ellen er bygget med hjælp fra EU-midler og skal erstatte færgen M/F Skjoldnæs, der er bygget i 1979.
- HH Ferries: Rederiet er i gang med at omlægge Tycho Brahe og Aurora, der sejler til Sverige, til batteridrift. Rederiet arbejder i øjeblikket på ladeinstallationerne på land. Projektet er støttet af EU-midler.
- Thyborøn-Agger: En spritny hybridfærge er klar til at tage over på ruten Thyborøn-Agger til efteråret. Færgen har inklusive landanlæg kostet 107 millioner kroner.
- Afløserfærge: 18 ø-kommuner er gennem Færgesekretariatet gået sammen om udviklingen af en ny hybridfærge, der skal være første skridt i retning af en standardisering af færgerne til småøerne. Projektet har opbakning fra regeringen.
Sparer en million liter diesel om året
I Norge sejler Ampere rundt - kun på batterikraft. Færgen er verdens største eldrevne bilfærge, og den har sejlet tværs over fjeldlandets længste fjord, Sognefjorden, siden begyndelsen af 2015. I løbet af den 20 minutter lange overfart kan passagererne nyde de majestætiske fjelde uden forstyrrelser fra dunkende dieselmotorer.
Indtil i dag har Ampere tilbagelagt en strækning, der svarer til tre gange rundt om ækvator. Færgen er 80 meter lang og fragter fuldt lastet 120 biler og 360 passagerer over fjorden på hver afgang. Det er kun bilernes udstødning, der ender i atmosfæren. Færgens ti tons tunge batteri har en kapacitet på 1.000 kilowatt-timer, og det lades op via en ladestation på havnen og et overdimensioneret strømstik. Fordi færgen er CO2-neutral, sparer rederiet omkring en million liter diesel hvert eneste år.
Også Finland er med på den elektriske bølge. Baseret på erfaringer fra Ampere, sejler færgen Elektra fuldelektrisk rundt i den sydlige finske skærgård.
Mere rentabelt, mindre sundhedsskadeligt
Siemens har leveret batteri-teknologien til Ampere og Elektra, og virksomheden mener, at erfaringerne fra Norge og Finland kan overføres til Danmark. Siemens har i en rapport kigget på de kystnære ruter herhjemme, hvor 52 mindre færger i dag betjener 42 ruter til småøerne. En tredjedel af færgerne er bygget før 1980. Den ældste færge i drift er Peter, der sejler passagerer og post mellem Gudhjem på Bornholm og Christiansø. Den blev bygget i 1930.
Færgernes alder og øget bosætning og turisme på småøerne betyder, at en udskiftning af færgerne kan skimtes i horisonten. Og her vil el være en oplagt mulighed, hvis man ser på konklusionerne i rapporten fra den tyske teknologigigant. De viser, at 42 ud af de 52 færger vil være mere profitable ved en omlægning til elektrisk drift. Rederierne kan samlet opnå operationelle besparelser på 81 millioner kroner om året ved at udskifte dieselfærgerne med el-færger.
En omlægning af færgedriften til el, vil også - ifølge rapporten - betyde, at der sammenlagt udledes 45.000 ton CO2 mindre om året. Færgernes drivmiddel i dag er typisk marinegasolie eller den billigere og mere forurenende heavy fuel oil, der er et tjærelignende restaffald fra olieraffineringsprocessen. Udover CO2 udleder drivmidlerne sundhedsskadelige stoffer som svovloxid, nitrogenoxid og partikler, der sættes i forbindelse med lungekræft og astma.
Download rapport: Elektrificering af Danmarks færgefart 7 ud af 10 færger er mere profitable ved omstilling til el-drift
Batteriteknologien dikterer mulighederne
I dag råder rederiet Scandlines over verdens største flåde af hybridfærger, der kun udleder 0,1 procent svovl. Det er desuden lykkedes at reducere CO2-udledningen for Rødby-Puttgarden-færgerne med cirka 15.000 ton om året siden 2013. Men Scandlines er ikke færdige med at bevæge sig ud i ukendt farvand.
"Vi har et klart mål om at sejle på ren batteridrift på Rødby-Puttgarden inden for få år. Det vil sige 100 procent emissionsfrit. Baseret på vores erfaringer fra hybridfærgerne er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre. Det er ikke bare en drøm," siger Anette Ustrup Svendsen, der er kommunikationschef i Scandlines.
Overfarten mellem Lolland og Femern er 18,5 kilometer lang og varer 45 minutter. Overfartens varighed betyder, at ren batteridrift er muligt om få år, mener rederiet. Derimod er Gedser-Rostock-overfarten på en time og 45 minutter, og her vil det tage flere år, før dieselgeneratorerne kan skrottes.
Udviklingen af batterier og ladeteknologi er afgørende for Scandlines' og andre rederiers ønske om grøn sejlads. Lige nu stiger batteriernes ydelse, mens prisen falder. Men det er stadig en stor investering for rederierne at sejle grønt.
I Trondheim i Norge har Siemens investeret 100 millioner kroner i en batterifabrik, der skal sikre fortsat udvikling af batterier til den maritime branche. Produktionen af batterier er startet op, og fabrikken har mere end rigelig kapacitet til at levere til den nuværende efterspørgsel, der er på markedet. Og efterspørgslen vil kun stige, mener Kim Strate Kiegstad, der er salgsdirektør i Siemens Marine Solutions.
"Det er allerede nu muligt at lave fuldelektriske løsninger på de fleste færger herhjemme. Teknologien er til stede og har vist sit værd på adskillige hybrid- og el-færger. Nu er det et spørgsmål om en politisk håndsrækning, da omlægning fra diesel til el på den korte bane er en stor investering. Og så er det vigtigt, at forsyningsselskaberne kan levere den nødvendige strøm i havneområderne," siger han.
En færge skal ikke bygges til dagens standard. Den skal bygges til fremtiden.Erik Møller, erhvervskonsulent i MARCOD
Kommuner skal tænke langsigtet
Hybrid og el-løsninger er dyrere i indkøb, end gammeldags dieseldrevne færger, og investeringen kan være med til at afskrække kommunerne, der herhjemme skal sikre færgebetjening til de danske øer. Det mener Erik Møller, erhvervskonsulent i MARCOD, der er et brancheudviklingscenter og sekretariat for den nordjyske maritime klynger. Derfor er det vigtigt, at kommunerne tænker langsigtet, når de vil udskifte færgerne. For han er ikke i tvivl om, at el- og hybridløsninger er den vej, udviklingen går. Om fem år vil disse løsninger tænkes ind i alle nye færgeprojekter, vurderer han.
"Der er gang i udviklingen mange steder i Danmark, det er den vej, det går. De store rederier går foran i udviklingen og sætter milepæle, og de mindre færgeselskaber følger efter. Det er med til at drive udviklingen frem," siger han.
Ifølge Erik Møller er Det Blå Danmark midt i et teknologiskift, og udviklingen går stærkt. Her er det vigtigt, at kommuner og færgeselskaber tager højde for den teknologiske udvikling og prisudvikling, når de går i gang med et nyt færgeprojekt, understreger han.