Opinion af Claus Møller, CEO Siemens A/S. Udgivet 9. oktober 2019.
København som grøn foregangsby

Ved dette års C40-klimatopmøde, mødes borgmestrene fra nogle af verdens mest klimamæssigt ambitiøse byer i verden, i København. Her er to vigtige, konkrete tiltag, som byer allerede kan gå i gang med i dag.
Organisationen C40 tæller nogle af verdens mest ambitiøse byer, når det handler om at skabe bæredygtige, klimabevidste rammer for borgerne. De 90 borgmestre repræsenterer tilsammen mere end 700 millioner mennesker og står for en fjerdedel af verdens samlede økonomi. De fleste af organisationens byer er meget større end København, men hovedstaden er udnævnt som værtsby, når C40’s borgmestre i denne uge rejser hertil ifm. C40 World Mayors Summit. Det skal vi være stolte af.
Som spiller i den grønne energisektor er jeg i det hele taget personligt meget opløftet for tiden – ikke mindst af regeringens ambitiøse mål for 70 % reduktion af CO2 i 2030. Men jeg ved også, at det er industrien, der har ansvaret for at levere svarene, når spørgsmålet bliver stillet: Hvordan skal det kunne lade sig gøre i praksis? Det er et ansvar, vi tager alvorligt.
København har allerede taget nogle vigtige klimamæssige beslutninger. Udfasning af dieselbiler, indførelse af elektriske busser og udbygning af den kollektive infrastruktur med mere Metro er alle vigtige skridt mod en grønnere og mere bæredygtig hovedstad. Vi skal gå videre ad elektrificeringsvejen og flytte energiforbruget over på strøm så meget, vi overhovedet kan.
Lad mig blot nævne to eksempler på tiltag, som byer kunne gøre yderligere, som også har med elektrificering at gøre:
Det ene handler om krydstogtsskibe. Bare i år anløber over 500 af de kæmpe flydende hoteller, og de sejler tilsammen knap en million turister til Københavns havn. Udfordringen opstår, når de gigantiske skibe ligger til kaj, mens passagererne besøger byens seværdigheder.
Dagen igennem ligger de med de gigantiske dieselgeneratorer gående i tomgang og sort røg pulsende ud af skorstenene, for selv et skib i havn har brug for strøm. Det er uholdbart, både klimamæssigt og i forhold til luftforureningen.
Det burde være obligatorisk for alle store skibe og krydstogter at benytte dem – for klimaaftrykket, havnebyens beboere og den rene lufts skyld.Claus Møller, CEO Siemens A/S
Løsningen eksisterer heldigvis og ligger lige for. Landstrøm er simpelt fortalt en overdimensioneret stikkontakt med en ledning, der tilsluttes skibenes elektriske system. Så kan kaptajnen slukke for partikeludledningen, luftforureningen og larmen og bruge dansk vindmøllestrøm til at holde skibets funktioner i gang. Efter min mening er det en enkel og logisk udvidelse af elektrificeringen af byen, og derfor glæder det mig også i dag at kunne læse om, at DFDS har besluttet at købe et landstrømsanlæg til Oslo-færgen.
Det burde være obligatorisk for alle store skibe og krydstogter at benytte dem – for klimaaftrykket, havnebyens beboere og den rene lufts skyld.
Det andet tiltag handler om varme i vores bygninger og husstande, leveret gennem Danmarks ret unikke fjernvarmesystem. I takt med udbygningen af vind- og solenergi bør byerne også her benytte denne strøm via varmepumper til at varme fjernvarmen til bygningerne op. Vi har gennemregnet en sådan omstilling i Siemens og konstaterer, at det er bæredygtigt at foretage den – både økonomisk og klimamæssigt.
Så i en tid, hvor mange af verdens toneangivende borgmestre gæster vores hovedstad vil det være mit ønske, at klimaambitionerne udmøntes i ovenstående to konkrete tiltag. Begge løsninger kan række langt ud over Danmarks grænser.
Og hvorfor ikke? Det falder sig jo så viseligt, at omstillingen til grøn energi er mere effektiv, renere og på alle måde hensigtsmæssigt. Lad os endelig komme i gang og vise verden det.