Opinion af Steen Nørby Nielsen, CEO Siemens Mobility i Norden. Udgivet 5. oktober 2018.

Mobiliteten er altafgørende i den grønne omstilling

Da Lars Løkke Rasmussen i 2018 holdt sin åbningstale for Folketingsåret, var der store og markante ambitioner om Danmarks fremtidige mobilitet.

Den skal være fossilfri og elektrisk, og det er også den eneste rigtige vej at gå. Men transportsektoren er meget andet end blot privatbiler.

Transportsektoren står for en fjerdedel af det danske CO2 udslip, så der er ingen vej uden om, hvis vi skal gennemføre den grønne omstilling, der er bred opbakning til i Folketinget. Så meget desto mere glædeligt er det, at netop Danmarks fremtidige mobilitet fik så mange og gode ord med på vejen af statsministeren under hans åbningstale.

En million el-biler på vejene i 2030, svarende til en tredjedel af bilparken. Det er meget ambitiøst, også set i lyset af de blot 30.000 elbiler, der i 2018 kører på de danske veje.

 

Jeg støtter fuldt og helt op om en elektrificering af transportsektoren. Selvom vi i Siemens ikke beskæftiger os direkte med løsninger til privatbiler, så har vi løsninger til ladeinfrastrukturen, og den teknologi er fuldt udviklet og klar til at blive udrullet i stor skala. 

 

Men transportsektoren er jo meget andet end privatbiler. Elbusser, elfærger, elektriske tog, elektriske fly, delebilsordninger mv. er også grøn omstilling af transportsektoren, og her har vi så meget desto mere en aktie i de løsninger, der skal sikre en grøn, fossilfri dansk infrastruktur.

 

Movias rammeaftale med Siemens skal sikre elektriske busser til København og Sjælland. Der er godt gang i samarbejdet med Arriva, som i skrivende stund er ved at udrulle en helt elektrisk buslinje i København på den travle linje 2A lige gennem hovedstaden. Københavns overborgmester, Frank Jensen, har ved flere lejligheder udtalt, at han ikke vil have dieselbusser i sin by, og jeg er enig med ham fra et teknologisk synspunkt: De elektriske alternativer er på alle måder overlegne og bør overtage.

Naturligvis er det en stor omgang at elektrificere et samfunds infrastruktur fuldt og helt. Det anerkender jeg. Men det starter med brede politiske udmeldinger, der har ambitionerne, og dem har vi nu fået.
 Steen Nørby Nielsen, CEO Siemens Mobility i Norden

I forhold til de danske tog, er vi i gang med at elektrificere strækninger i Jylland og på Sjælland, så de fremover kan opereres af fuldt elektriske lokomotiver og tog. 

 

Og de danske indenrigsfærger kan endda elektrificeres, endda med en positiv businesscase til følge.

 

Naturligvis er det en stor omgang at elektrificere et samfunds infrastruktur fuldt og helt. Det anerkender jeg. Men det starter med brede politiske udmeldinger, der har ambitionerne, og dem har vi nu fået. Fra min stol kan jeg bekræfte, at teknologien er til stede og er klar til det samfund og det politiske flertal, der tager beslutningerne.

Jeg glæder mig utrolig meget til at følge udviklingen, og jeg ville være både glad og stolt, hvis vi i Siemens ender med at blive en del af den løsning, der endegyldigt sendte forbrændingsmotoren på pension til fordel for det overlegne grønne alternativ.

Relaterede historier